Er vi ved at trække stikket til plugin-hybriderne?
Afgifterne stiger på plugin-hybrid biler, og fra 2026 må de ikke længere regnes som grønne biler i EU. Foto: Ingimage.com

Er vi ved at trække stikket til plugin-hybriderne?

Den før så populære biltype dykker drastisk i salgsstatistikkerne

AF KEHLET / Mandag 19-2-24 - 22:40

MOTOR - Elbil til hverdag, og hurtig tankning til de længere sommerferieture ned gennem Europa.

Jo, fordelene ved biler af typen plugin-hybrid var til at få øje på for danskerne, og rigtig mange af os valgte da også at skifte til netop den type bil.


Kombinationen af både at kunne være grøn i hverdagen og undgå at skulle rammes af rækkeviddeangst på langturen tiltalte os, og i 2021 og 2022 var det cirka hver fjerde af alle solgte personbiler, som både kunne køre på strøm og forbrændingsmotor.

Men nu ser det ud til, at plugin-hybridbilernes charme ikke rigtig bider på os længere.


Salget af plugin-hybridbiler faldt betydeligt gennem hele 2023, og endte med at udgøre mindre end 10% af salget. Når vi samtidig fra årsskiftet 2024 har tilført endnu et afgiftshop, som særligt plugin-hybriderne har fået at føle, så vil det formentlig også presse salget af biltypen yderligere. Således er de dyreste modeller ifølge beregninger fra FDM steget med 30.000 kr. eller mere, mens de billigste plugin-hybrider til op til 250.000 kroner har fået et afgiftshop på 9.628 kroner. Markedets bedst sælgende plugin-hybridbil, som er en Ford Kuga ST Line, steg den 1. januar 2024 med 15.000 kroner alene begrundet i afgifter.


Udover de stigende afgifter er den ændrede status som ‘grøn bil’ med til at kølne interessen for plugin- hybriderne.

Flere har påpeget, at en plugin-hybrid reelt blot er en tungere udgave af en fossilbil, og i 2022 bekræftede en længe ventet dansk undersøgelse netop det: De danske plug-in-hybridbiler udledte langt mere CO2 - over det dobbelte - end de må, for at kunne blive betragtet som grønne efter de regler, SKAT har nedsat. Også fra europæisk side kigger man skævt til plugin-hybriderne, og EU har således slået fast, at plugin-hybriderne fra 2026 ikke længere må regnes som grønne biler i EU.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce