Godt hvert tiende landbrug er økologisk
En større og større del af landbrugsjorden dyrkes økologisk. Foto: Kehlet

Godt hvert tiende landbrug er økologisk

12 procent af det dyrkede landbrugsareal i Danmark er nu økologisk. Det er godt for miljø og biodiversitet

AF KEHLET / Onsdag 28-2-24 - 08:32

LANDBRUG - De senere år har danskernes appetit på økologiske fødevarer og særligt de lokale af dem været stor, og det kan man se på udviklingen af landbrugene i Danmark. Nu udgør det økologisk dyrkede areal lige knap 12 procent af det samlede landbrugsareal, og det er ligeledes omkring 12 procent af bedrifterne, der drives økologisk.


Noget kan tyde på, at det indtil videre er toppen af salgsbølgen for økologiske produkter. I 2023 faldt salget af økologiske produkter en smule, hvilket fulgte i enden af de 3 procent, som detailsalget af økologiske produkter faldt i 2022. Her var vurderingen, at det primært var de kraftige stigninger i fødevarepriser og forbrugspriser som følge af verdenssituationen, der spillede ind, fremfor en egentlig afmatning af danskernes glæde for økologi.


En øget økologisk produktion er rigtig godt nyt for både miljøet og biodiversiteten, da de økologisk dyrkede jorder ikke bruger kunstgødning, hvorfor mængden af næringsstoffer, som udvaskes til vandløb og havmiljø, begrænses. Der må heller ikke bruges sprøjtegifte.

Der har i debatten været delte meninger om det bæredygtige i økologisk produktion, da det kræver mere plads og har et lavere udbytte end konventionel produktion. Dermed kræver det reelt rydning af mere natur at dyrke den samme mængde fødevarer økologisk, som det vil kræve at dyrke det konventionelt.


Generelt er der konsensus om, at de manglende sprøjtegifte har en positiv effekt på både vores grundvandsressourcer, biodiversitet og natur. Analyser har vist, at økologiske og konventionelle planteavlsbedrifter generelt har en sammenlignelig udvaskning af kvælstof fra dyrkningsfladen, mens det er både og med husdyrproduktionen. Økologiske kvægbrug udleder en del mindre og økologiske svinebrug en del mere kvælstof, end konventionelle gør.


Biodiversiteten er klart størst på økologiske bedrifter. Her er der målt en artsrigdom cirka 30 procent højere, end man ser på tilsvarende konventionelle bedrifter. Det er blandt andet sædskifterne, som de økologiske bedrifter praktiserer i større grad, der er med til at give positive sideeffekter for mikroorganismer og jordbundsdyr.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce