Ambulance med udrykning påkørte personbil
Foto: Presse-fotos.dk

Ambulance med udrykning påkørte personbil

- og en brandbil påkørte en anden personbil

AF BJARNE HANSEN / Fredag 14-6-24 - 11:14

RØNNE - Torsdag klokken 09:53 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Nordre Kystvej i Rønne.


En ambulance i sydgående retning med udrykning påkørte en forankørende personbil, der var i færd med at svinge til venstre ind mod Snellemarkcentret. Ambulancen havde en patient ombord, som blev flyttet over i en anden ambulance.


På grund af meldinger om en mulig fastklemt person i personbilen, blev brandvæsnet også tilkaldt til stedet. Personbilen blev ført af en 17-årig mand fra Rønne, som efterfølgende blev kørt til Akutmodtagelsen. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade ved uheldet.


Uheldet forårsagede kortvarige trafikale udfordringer, og politiet rykkede ud for at omdirigere trafikken. Klokken 10:30 var oprydningen afsluttet, og trafikken kunne igen flyde normalt.


I forbindelse med brandvæsnets udrykning til ulykkesstedet påkørte brandbilen også en personbil, hvilket medførte mindre materielle skader. Føreren af den påkørte personbil indfandt sig kortvarigt på ulykkesstedet, men forlod det igen på grund af travlhed, inden hændelsen var fuldt håndteret.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce