Bornholms Teater aflyser forestillingen Buster
Hovedfigurer Kasper Ravnhøj er blevet ramt af sygdom. PR-foto

Bornholms Teater aflyser forestillingen Buster

Årsagen er, at Kasper Ravnhøj er blevet ramt af sygdom

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 21-8-24 - 14:16

RØNNE – Bornholms Teater har desværre set sig nødsaget til at aflyse deres kommende forestilling Buster, der ellers skulle have haft premiere den 31. august. Aflysningen skyldes sygdom hos den gennemgående aktør, Kasper Ravnhøj, som spiller en central rolle i forestillingen.


Buster er en fysisk krævende forestilling, præget af slapstick-humor og stunts, hvor Ravnhøj blandt andet skulle kaste sig ud fra loftsbjælker og udføre fald gennem gulvet. Da disse elementer kræver et højt fysisk helbred, har teatret i samråd med Kasper Ravnhøj vurderet, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre forestillingen under de nuværende omstændigheder.


Teaterchef Jens Svane Boutrup udtrykker stor ærgrelse over aflysningen:

- Der er næsten ikke noget værre for et teater end at måtte aflyse en forestilling, som der er blevet arbejdet og knoklet på i flere måneder. Så det er vi utroligt kede af. Men skuespillernes helbred og sikkerhed trumfer alt andet, og i den nuværende situation har vi altså måttet tage den svære beslutning, at i første omgang aflyse forestillingen af hensyn til Kasper, siger Jens Svane Boutrup.


Boutrup tilføjer, at der er håb om at kunne gennemføre forestillingen på et senere tidspunkt, muligvis i starten af det nye år. Teatret vil informere nærmere om en eventuel ny premieredato, når der er bedre overblik over situationen.

Teatret har allerede afsat billetter til grupper og foreninger, som vil blive informeret direkte. Øvrige billetkøbere vil få deres billetter refunderet via billetsystemet. Skulle nogle ikke modtage besked inden for den næste uge, opfordres de til at kontakte teatret for yderligere information.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce