Bredt budgetforlig trods store udfordringer
Arkivfoto: Berit Hvassum

Bredt budgetforlig trods store udfordringer

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 3-9-24 - 16:08

BORNHOLM - Kommunalbestyrelsen på Bornholm har indgået et bredt forlig om budgettet for 2025. En samlet kommunalbestyrelse har løst en yderst svær opgave med at få en udfordret økonomi til at hænge sammen, i en tid præget af stramme økonomiske vilkår.


Udfordringerne har gjort det nødvendigt at finde betydelige besparelser. Disse besparelser rammer både borgerne og medarbejderne i kommunen. Blandt andet nedlægges madskolen på Paradisbakkeskolen.

Ændringer i ældreplejen
Et af de centrale punkter i budgetforliget omhandler tilrettelæggelsen af arbejdet i ældreplejen i lyset af den kommende ældrereform. Kommunalbestyrelsen har besluttet at fjerne de elementer, der ikke er en del af den nye måde at arbejde på, herunder den såkaldte "fokustid".

Fokustiden har hidtil givet fleksibilitet i medarbejdernes arbejdstilrettelæggelse, men da den ikke direkte retter sig mod borgerne, er den blevet fjernet for at lette overgangen til den nye arbejdsform.


Kommunalbestyrelsen har dog understreget vigtigheden af at inddrage arbejdsmiljøorganisationen, tillidsrepræsentanter (AMR) og ledelsen i de respektive teams og enheder i drøftelserne om arbejdets tilrettelæggelse, så opgaverne fortsat kan varetages på en hensigtsmæssig måde. Dette arbejde forventes igangsat snarest muligt.

Fremtidens ungdomsskole og 10. klasseskole
Der igangsættes ligeledes en proces for at finde en fremtidig placering for heltids- og aftenundervisningen i ungdomsskolen samt 10. klasseskolen. Placeringen skal tage højde for transportforhold, byliv, ungeliv og muligheden for at samplacere forskellige opgaver.

Optimering af bygninger
Kommunalbestyrelsen vil som en del af ejendomsstrategien fokusere på optimal udnyttelse af regionskommunens bygninger og arealer. Samtidig ønsker de at styrke indsatserne for medarbejdertrivsel med henblik på at nedbringe sygefraværet. Der er afsat 2 millioner kroner til dette formål over fire år, og det forventes, at indsatsen kan reducere sygefraværet med mindst én sygedag pr. medarbejder i gennemsnit.


Almene boliger og vederlag
Budgettet fastholder også den allerede afsatte reservation til grundkapitaltilskud for almene boliger, som skal fordeles over årene 2025 til 2027. Kommunalbestyrelsen er indstillet på at fremrykke tilskuddet, hvis behovet opstår.

Endelig er der truffet beslutning om en ny model for vederlag til kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvilket vil medføre en årlig besparelse på 200.000 kroner. Vederlaget for de menige kommunalbestyrelsesmedlemmer fastholdes dog uændret.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce