Efterårsarbejde i haven uden stress og jag
Arbejdsdage i efterårshaven er både nyttige og hyggelige. Foto: Kehlet

Efterårsarbejde i haven uden stress og jag

Der er ikke så meget, der absolut skal nås til bestemte tidspunkter

AF KEHLET / Tirsdag 22-10-24 - 08:08

HUS & HAVE - Nu må man naturligvis ikke henfalde til blot at nyde. Man skal også yde. Der kan for eksempel plantes stauder, så længe, det er lunt i vejret. Nogle stauder er sarte, og nogle vokser på ekstra udsatte steder, og de bør sidst på efteråret dækkes mod kulden - eksempelvis med granris.


Plantetid
Efterår er også plantetid - blandt andet for frugttræer. Inden det nye træ kommer i jorden, skal man bearbejde jorden godt i cirka 40 centimeters dybde. Plantehullet skal være så stort, at alle træets rødder kan være der, uden at de bøjes. Væk med sten og flerårigt ukrudt omkring træet.

Man kan med fordel banke en opbindingspæl fast midt i plantehullet, inden der fyldes op med jord. Træd jorden let til med foden omkring træet og husk endelig at vande godt.
Det er også en god tid at flytte ældre planter - bl.a. roser, stedsegrønne planter og større træer.


Ny græsplæne
Efterår - gerne engang i september - er også et godt tidspunkt, hvis man vil have ny græsplæne. Der er endnu så meget af vækstsæsonen tilbage, at græsset kan nå at få godt fat, og hvis hund, børn og den øvrige familie er storforbrugere af græsplænen, vil efteråret være det rette tidspunkt at så nyt græs. Det er jo nemmere at holde sig væk fra den nye og sarte plæne her i efteråret, hvor dagene bliver kortere og mere og mere kølige. Glem ikke at en nysået plæne skal vandes i tørre perioder.

Der er også masser af oprydningsarbejde at tage sig til i efteråret. Blandt andet fortjener drivhuset en hovedrengøring med sæbevand og børste.


Løvfald
Når løvfaldet er ved at være ovre, er det tid at rive/feje blade, græsrester, smågrene og hvad der ellers har samlet sig på plænen, sammen. Det er besværligt at bruge en almindelig rive, der hænger i græsset. Invester i stedet i en rigtig løvrive, der er meget mere behagelig at arbejde med.

Nogen vælger at køre bladene på kommunens genbrugsplads. Men det er lidt synd, for blade, afklippet græs osv. indeholder masser af gødning, som faktisk hører haven til. Derfor giver det mening at etablere en kompostbunke, hvis I ikke allerede har én. Det nedfaldne løv kan også bruges som et varmende vinterdække i bedene for så hen på foråret at blive fyldt i kompostbeholderen.

Der er altså stadig masser at gøre, men husk ikke at jage afsted, for havearbejde bør som sidegevinst til alt det nyttige også være afstressende.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce