Svaneke bymidte kan blive nationalt kulturmiljø
Arkivfoto: Colourbox

Svaneke bymidte kan blive nationalt kulturmiljø

Slots- og Kulturstyrelsen foreslår, at købstaden optages blandt landets mest værdifulde bymiljøer

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 18-9-25 - 17:12

SVANEKE – Slots- og Kulturstyrelsen har sendt et forslag i høring, hvor 16 særligt velbevarede bymiljøer i Danmark udpeges som kommende nationale kulturmiljøer. Blandt dem er Svaneke bymidte, der regnes for en af de bedst bevarede bornholmske købstæder.


Forslaget bygger på anbefalinger fra et ekspertudvalg, som kulturministeren nedsatte i 2023. Udvalget skulle identificere de mest værdifulde kulturmiljøer med fokus på middelalderlige bykerner og købstæder. Formålet er at sikre, at byernes historiske særpræg bevares for fremtiden.


Svanekes unikke bymiljø fremhæves for sine krogede og kuperede gader, de mange bindingsværkshuse, udsigten til både hav og marker samt torvet med historiske bygninger. Også havnen i granit og byens rødkalkede kirke fra 1300-tallet bidrager til den helhed, hvor historie, natur og kulturarv smelter sammen.


En national udpegning vil ikke ændre på de gældende planer for Svaneke, da byen allerede er omfattet af en bevarende lokalplan. Slots- og Kulturstyrelsen understreger i høringen, at en udpegning skal ses som en ære og en anerkendelse af det arbejde, der i generationer er lagt i at bevare Svaneke.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce