Flere rådyr øger risikoen for flåtbid
Arkivfoto

Flere rådyr øger risikoen for flåtbid

AF JØRN KEHLET / Søndag 14-5-23 - 07:29

NATUR - Flåterne har kronede dage i den bornholmske natur, som i disse år ændrer sig med en stærkt stigende bestand af rådyr.


Rådyrene transporterer flåterne fra skovene og ind i villahaver, på rastepladser og i parker.

Det betyder, at flåterne ikke kun lever i markernes høje græs eller ude i skoven, men også tættere på vores boligområder og de steder, hvor vi ofte færdes.

Risikoen for flåtbid er på denne måde kommet helt ind i nærheden af boligen, hvor især hundeluftere og katteejere bør være ekstra opmærksomme på de små blodsugere.


Fra et dyr til et andet
I takt med flåternes udvidede aktionsradius stiger risikoen for flåtbid.

Flåterne er vilde med skyggefulde og fugtige steder, hvor de venter på at komme til fadet, når din nysgerrige hund eller kat kommer forbi. Og flåterne er potentielt set et af de farligste dyr, da de kan overføre meget smitsomme sygdomme til både dyr og mennesker.


Blodsuger
Flåterne lever af blod fra fugle og pattedyr.

Hunflåten har brug for mindst tre blod-måltider inden hun kan lægge mellem 1.500 og 2.000 æg på fugtige steder. Derfor er den voksne hunflåt afhængig af et værtsdyr, som kan levere det vitale blodmåltid.

Når hunflåten har lagt sine æg, vil den dø. Larverne kan blive smittede efter deres første blodmåltid og derfor være farlige, næste gang de bider som nymfer eller voksne flåter.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce