Forkæl dine fødder
Et besøg hos en fodplejer eller en fodterapeut er med til at holde dine fødder godt gående. Arkivfoto

Forkæl dine fødder

AF REDAKTIONEN / Tirsdag 27-8-24 - 00:14

SUNDHED & VELVÆRE – Der er flere gode grunde til at det er værd at pleje sine fødder.


Det er helt naturligt at spendere mange hundrede kroner hos frisøren mange gange om året. Og når bilen har kørt 15.000-20.000 kilometer, skal den naturligvis til serviceeftersyn, for den dyre firehjulede skal plejes godt, så den kan holde sig i topform i mange år. Men hvad med dine egne fødder... Disse små platforme som skal bære dig sikkert gennem livet. Hvornår har de sidst været til ”eftersyn” hos en fodplejer eller en fodterapeut?

Det er de færreste, der jævnligt får fødderne efterset og plejet hos fodterapeuten eller fodplejeren, og det er en skam. Mange slæber rundt på masser af hård hud under fødderne, mindre ligtorne, negle der fra tid til anden smerter. Men ofte bider vi smerten i os for at spare det besøg hos fodplejeren/fodterapeuten, der målt i kroner og ører kun svarer til en lille del af udgiften til et serviceeftersyn af bilen.


Går du i det rigtige fodtøj?
Hvis man jævnligt – måske en gang om året – besøger fagmanden med forstand på fødder, er der god mulighed for at forebygge mulige problemer senere. For ud over at klare problemerne med nedgroede negle, ligtorne etc. kan fagmanden for eksempel vurdere, om man går i fodtøj, der passer til én, og om man klipper neglene rigtigt.

Man kan selv gøre meget for at pleje fødderne i det daglige. At tage et fodbad jævnligt med varmt vand tilsat olie/salt er det mindste, du kan gøre for dine fødder. Det er skøn afslapning for både fødder og sjæl. Og vil du selv gå i gang med at fjerne hård hud med slibesvamp og fodfil, er det altid godt at indlede med et fodbad, som gør huden blød og nem at arbejde med.


Men problemer som blandt andet nedgroede negle bør man lade fagmanden tage sig af. Han kan montere en lille metalbøjle på neglen, som igen vil finde sin rette form, efterhånden som neglen gror ud. Og nok så væsentligt: Fagmanden kan fortælle, hvorfor problemerne er opstået, og hvordan du undgår, at de opstår igen.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce