Julemad er sulemad
Arkivfoto

Julemad er sulemad

AF JØRN KEHLET / Lørdag 24-12-22 - 17:02

MAD - En dansk julefrokost har masser af gris på gaflen, og sul rimer på jul.


Vi, der kan huske vores barndoms Halfdan Rasmussen, husker med fryd afsnittet om gåsens gæstebud: Det er den, hvor grisene inviteres til julefrokost… og får gåsehud, fordi gåsen giver dem sul.

Gåsen – og Halfdan – har en pointe. Julemad er sulemad, og sul er gris. Der er ingen danske højtider, hvor det er mere trist at være gris, end i julen.


For vist er der mange, der spiser en and juleaften, og der er en del, der spiser en kalkun eller en gås. Men resten af det, vi forbinder med julens mange gode smage, har uvægerligt noget gris over sig:

Rullepølsen, flæskestegen, leverpostejen, blodpølsen, frikadellerne, hamburgerryggen med grøntlangkål og medisteren med rødkål. Æbleflæsk, hvis man er heldig, eller endda sylten og surrib, hvis man er sønderjyde – og måske endda et stykke koldt kogeflæsk med sennep og surt, hvis du har en svigermor, der vil dig det godt. Den brune sovs, der samler det hele. Det aromatiske krydderfedt, der løfter en sildemad mod skyerne.

Jo – gåsen har fat i noget: Jul er sul.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce