Den hellige Nicolaus er skytsengel for børn
Arkivfoto

Den hellige Nicolaus er skytsengel for børn

AF REDAKTIONEN / Torsdag 6-12-18 - 07:19

JULEN – Børnene - og mange barnlige voksne - tror naturligvis på julemanden og ved, at han bor i Grønland, har en kane, en julegavefabrik osv.

Men vore dages julemand har også forbindelse til legenderne om den hellige Nicolaus, som er blevet dyrket som en af de mest populære kristne helgener.

Denne Nicolaus var biskop i Lykien i Lilleasien og døde i 300-tallet. Han blev skytshelgen for blandt andet sømænd, handelsfolk og børn.

Gaver 6. december
En af de mest udbredte legender om Nicolaus fortæller, at han tre nætter i træk kastede en pung med guld ind gennem vinduet til tre fattige piger.

Årsagen var, at pigernes far var så fattig, at han ville sælge sine døtre til prostitution. Det ville Nicolaus ikke finde sig i, så derfor hjalp han familien med guldgaver.

Nicolaus’ navnedag er 6. december, og i en række lande markerer man dagen ved at give børnene gaver.

Nicolaus dukkede op som gavegiver i europæiske hjem i middelalderen. I USA skabtes en særlig udgave af Nicolaus, nemlig ”Santa Claus”, som blev til julemanden, der kommer med gaver til børnene.

Santa Claus tog et stort skridt over Atlanten til Europa, hvor vi lærte denne julemand med rød dragt, skæg osv. at kende i slutningen af 1800-tallet.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce