Mange borgere kæmper med dårlig økonomi
Illustrationsfoto

Mange borgere kæmper med dårlig økonomi

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 22-3-18 - 13:01

RØNNE - Foreningen Økonomi- og Gældsrådgivningen på Bornholm ser trods opgangstider stadig mange borgere, som kæmper med dårlig økonomi.

For selv om der er meget der tyder på, at der er kommet bedre økonomiske tider til Bornholm, så er der stadig relativt mange borgere, der har svært ved at klare hverdagens økonomiske udfordringer, oplyser formand Peter Møller Nielsen.

Det er blandt andet helt unge mennesker, der lader sig friste af kviklån og andre lånetyper med en årlig rente på 25 % eller mere. Det kan også være andre, hvor der sker en omvæltning i deres liv, f.eks. skilsmisse eller arbejdsløshed, der får deres private økonomi til at kuldsejle.

Det giver efter kort tid en uoverskuelig økonomi, hvor rudekuverter får lov til at hobe sig op.

Økonomi- og Gældsrådgivningen på Bornholm hjælper borgere med rådgivning, så der kommer styr på den økonomiske situation og en plan for fremtiden, hvor de økonomiske udfordringer fylder mindre, hvilket giver overskud til at føre et godt liv.

Peter Møller Nielsen oplyser, at Økonomi- og Gældsrådgivningen i 2017 har behandlet og afsluttet 30 sager.

Der er i øjeblikket 23 aktive sager, og der er 11 sager på venteliste, oplyser Peter Møller Nielsen.

En del af de borgere, der henvender sig til foreningen, er blevet henvist fra for eksempel Jobcenter, Borgercentret, Center for Psykiatri- og Handicap, samt fogedretten.

Foreningen får et årligt tilskud på 30.000 kroner fra Bornholms Regionskommune.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce