Nexø mangler stadig en toiletbygning

Nexø mangler stadig en toiletbygning

Lørdag 20-4-19 - 16:52

DEBAT - Redaktionen har fra Birte Skot-Hansen, Nexø, modtaget følgende indlæg:

Endnu engang må vi i Nexø leve med en udsættelse af opførelsen af en meget savnet og nødvendig toiletbygning ved busholdepladsen nær Torvet.

Svarene på mine henvendelser til både Leif Olsen (formand for Natur-og Miljøudvalget) og borgmester Winni Grosbøll gør mig faktisk lettere irriteret!

Også fordi de begge to svarer, at de ikke umiddelbart har mulighed for at fremskynde arbejdet, for det svar skurrer faktisk fælt i mine ører!

”Toilettet er planlagt opført september/november , og tidspunktet skyldes en generel og overordnet prioritering af den samlede mængde anlægsopgaver, hvortil kommer den tid, der går med forberedelse mm., inden byggeriet kan igangsættes. Herunder udbud og aftaler med håndværkere!”

HM!

Borgerforeningen har også lavet flere henvendelser til kommunen. Ved mailhenvendelse 20. september 2018 lød det administrative svar:

”Vi har planlagt opførelsen af et toilet på Torvet i Nexø i forbindelse med vores cykelvejsprojekt.. Vi udbyder opgaven til udførelse i 2019. Her vil der blive opført 18 ens toiletbygninger, herunder også én på Nexø Torv ved busholdepladsen”.

I Nexø havde vi i lang, lang tid regnet med/håbet på en toiletbygning allerede inden turistsæsonen i 2018. Men nej! Men så måtte den da være klar inden turistsæsonen 2019, tænkte vi meget naivt tilsyneladende? Men nej, nej.

En ,efter min mening, meget, meget lang og helt uacceptabel sags-og udbudsproces betyder, at vi i Nexø endnu engang må erfare/affinde os med, at denne turistsæson heller ikke kan tilbyde turister og fastboende acceptable offentlige toiletforhold. Det er ganske enkelt uforståeligt for mig, at man laver en meget flot busholdeplads og ikke i samme omgang får opført det nødvendige toilet, der også kunne bidrage til en mere positiv opfattelse af den fine busholdeplads.

Men almindelig sund fornuft er ikke helt så almindeligt, som man skulle
tro!

Så toilet-status er altså: I Nexø venter vi desværre stadig på en toiletbygning.


Med venlig hilsen
Birte Skot-Hansen
Stenbrudsvej 14
3730 Nexø


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2019 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce