Kunstner solgte godt til fernisering

Kunstner solgte godt til fernisering

AF BJARNE HANSEN / Søndag 5-5-19 - 09:09

SVANEKE - Den engelsk fødte kunstner Ben Woodhams fik den bedst tænkelige start på sin nye udstilling “Kyst” på Svanekegaarden i fredags.

Der var mødt 166 frem til ferniseringen, og der var rift om kunstnerens værker.

- Folk stod faktisk i kø, for at købe. Det har vi dog ikke prøvet før. Der blev solgt 25 værker, fortæller formanden for Svanekegaardens Kunst- & Kulturforening, Vibeke Eskesen.

Udstillingen, der vises til og med 23. juni, er en unik fortælling i 52 afsnit, hvor kunstneren hver fredag i 2018 vandrede rundt på Bornholm, og på de steder han kom, tegnede og malede, hvad øjet fangede.

- Vi har alle sammen vores mere eller mindre faste ture, os, her på øen. Forårstur i Kobbeådalen, sensommervandring rundt om Hammerknuden, en stille stund på Frenne Odde… Vi bærer noget med os hjem, gemmer det inden i os selv og glædes, når vi tænker tilbage. Men øen rundt det er noget ganske andet, sagde Vibeke Eskesen ved ferniseringen.

Hun fortalte også, at Ben Woodhams, der kom til verden i 1970, er født og vokset op i Brighton på den engelske sydkyst i et kunstnerisk hjem med en kreativ mor, der bl.a. var med til at åbne hans øjne for fuglenes verden og en far, der var grafiker og som malede i sin fritid.

Efter sin skoletid kom han på Art College i Brighton, og søgte efterfølgende optagelse på Kunstakademiet i London.

- Her skal der fra Bornholm lyde en varm tak til akademiet for at afvise ham. For i årene efter førte livet Ben vidt omkring i verden og til sidst, for godt og vel 10 år siden til Bornholm. Og her bor han med sin familie i Vestermarie, sagde Vibeke Eskesen.

Formanden betegnede i sin tale Ben Woodhams “Kyst”, som et kunstnerisk mammutværk.

- En præstation af dimensioner man knapt kan fatte. Jeg mærker øens puls og Bens hjerteslag i smukkeste samklang gennem hele dette bornholmske univers. Du har fanget øens sjæl, Ben, og det kan vi ikke takke dig nok for.

Tak også fordi du vil lave workshops for børn og unge i Bededagsferien. Og fordi vi kan se frem til en artist talk i forbindelse med bogen om projektet, som er på trapperne, lød det fra Vibeke Eskesen i talen ved ferniseringen.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2019 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce