Mellemøstens køkken den næste madtrend
Krydderiblandingen ras el hanout er noget vi kommer til at bruge i madlavningen, hvis det Mellemøstlige køkken bliver den næste store trend. Foto: Ingimage.com

Mellemøstens køkken den næste madtrend

AF JØRN KEHLET / Søndag 14-5-23 - 08:27

MAD - Siden det franske køkken væltede ud over den industrialiserede del af planeten og definerede en global trend på mad, har vi hele tiden kunnet se nye kulinariske strømninger.


Efter det franske fulgte det italienske: pizzaer, lasagner og pasta flød på en endeløs strøm af olivenolie fra alverdens køkkener. Efter italienerne kom amerikanernes burgere; siden fulgte sushibølgen, inden vi fik en håndfuld år til at lære at elske tapas.

Noget af det der har sat dagsorden de senere år, er det nye nordiske køkken.

Nyt nordisk har været et frisk pust og navnlig fået mange danske restauranter og private køkkener til at hanke op i sig selv og stille nogenlunde krav til, hvad der blev serveret. Det skulle være frisk og i orden, gerne lokalt og i hvert fald uden for mange e-numre og andre narrestreger. Og så blev smørebrødet bragt til hæder og værdighed igen, hurra!

Ny nordisk er så småt ved at forsvinde ind i sig selv igen, og så kan man kan jo passende spejde efter den næste trend.


Noget kunne tyde på, at den kommer fra Mellemøsten. Og hvis den spådom holder vand, så vil Mellemøstens køkken snart brede sig. I det får grøntsager lov at fylde mere, hvilket passer godt i tidens trends, hvor vi skal spise magert og tage hensyn til planeten (hvilket vil sige spise mindre kød). Dertil skal du vænne dig til nye kombinationer af kendte sager, ligesom du vil blive introduceret for tahin (ristet sesam-pasta, minder om peanutbutter), krydderiet sumak (fremstillet af tørrede, malede frugter fra busken suma, som har en salt citrussmag) og krydderiblandingen ras el hanout, som bogstaveligt talt betyder ’det bedste i butikken’ og blandt andet består af chili, kommen, peber, korianderfrø, spidskommen og meget andet godt.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce