Vildsvin og ulve blev udryddet
Arkivfoto

Vildsvin og ulve blev udryddet

Onsdag 28-9-22 - 08:44

JAGT - Den danske natur byder på mange spændende vildtarter, og blandt det danske storvildt støder vi efterhånden mange steder på det statelige kronvildt.


Det er derimod mange år siden, at de sidste vildsvin fra den oprindelige danske vildsvinebestand samt ulven blev udryddet i Danmark. At begge vildtarter så siden er vendt tilbage, som enten strejfere eller fast bestand, er en anden historie.

I 1700-tallet begyndte man en voldsom afskydning af de danske vildsvin, som bestemt ikke var populære hos bønderne, for svinene gjorde stor skade på afgrøderne.


I bogen ”Den danske jagt i fortid og nutid” (H. Hirschsprungs Forlag, 1947) fortælles, at et af de sidste vildsvin i 1803 blev skudt på Mejlgaard i Jylland af gårdens skytte. Men skytten måtte flygte op i et træ, fordi dyret ikke blev ramt af det først skud og derfor i raseri jog efter ham!

Ulven holdt stand i Danmark til omkring 1800. Der blev afholdt store ulvejagter, og når man fandt en ulvegrav med unger, var det ikke ualmindeligt, at man gravede ungerne ud og aflivede dem. Den sidste ulv af den oprindelige bestand, der blev skudt her i Danmark, menes at være en stor hanulv, som blev nedlagt ved Skive i 1813.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce