Julefrokost i første halvdel af november
Hvorfor ikke holde julefrokosten i første halvdel af november, inden spisestederne for alvor bliver ramt af travlhed, og hvor der er plads i de flestes kalendere. Foto: Kehlet

Julefrokost i første halvdel af november

AF JØRN KEHLET / Tirsdag 10-9-19 - 09:31

JUL - Det er ingen nyhed, at det er jul hvert år i december, men vi overraskes alligevel hvert år over, at ”det snart er jul”.

Her i efteråret ser vi allerede de første juletegn i form af julepynt, der tidligt sniger sig ind i enkelte forretninger, og så gør restaurationsbranchen naturligvis opmærksom på, at julefrokosttiden nærmer sig med hastige skridt.

De traditionelt mest travle julefrokostweekender i slutningen af november/begyndelsen af december lægger beslag på stort set alt inden for restauranter, festlokaler, mad-ud-af-huset osv.

Men hvis I endnu ikke har fået planlagt årets julefrokost, kan vi anbefale, at I vælger en lidt alternativ julefrokostdato. For eksempel i begyndelsen af november. Her er det de færreste, der har kalenderen overbooket med invitationer til julefrokoster, og der hviler endnu lidt ro over restaurationsbranchen, inden julefrokostsæsonen for alvor buldrer derudad med fuld kraft.

Dage som fredag d. 8. eller lørdag d. 9. november eller weekenden efter vil være oplagte valg til julefrokosten. Bestil snarest mad, lokale, restaurant etc. og få sendt invitationerne ud. På den måde bliver julefrokosten måske en virkelig markant begivenhed, som I kan markedsføre som ”årets FØRSTE julefrokost”!

Mange regner den 1. december, som i år også er første søndag i advent, som det tidspunkt, man for alvor begynder at jule. Men hvis I har sans for at planlægge, begynder I allerede at jule i det skjulte nu! Her tænker vi naturligvis på indkøb af julegaver.

Forretningerne vil elske jer for, at I gør julegaveindkøbene så tidligt som muligt, for I ved jo selv, hvor meget run der er på butikkerne, efterhånden som vi kommer lidt hen i december. Derfor: Begynd ganske roligt at forberede julen allerede nu. Så er der stor chance for, at I kan feje begrebet ”julestress” helt af bordet i december!


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2019 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce