3F Bornholm satser på efteruddannelse
Arkivfoto

3F Bornholm satser på efteruddannelse

AF BJARNE HANSEN / Fredag 6-12-19 - 12:21

RØNNE - Bornholms største fagforbund, 3F Bornholm har valgt at sætte fokus på efteruddannelse for medlemmerne.

- I den forbindelse har vi blandt andet fået tilknyttet en uddannelseskonsulent fra forbundet til at understøtte uddannelsesarbejdet både i den lokale 3F-afdeling samt på virksomhederne, oplyser afdelingsformand Jens Skovgaard.

- Virkeligheden er den, at vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet, og det er derfor vigtigt at have fokus på løbende efteruddannelse og opkvalificering, både af hensyn til den enkelte, men også for at imødekomme virksomhedernes efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.

For mange af 3F Bornholms medlemmer betyder flere år på arbejdsmarkedet samtidig en større risiko for nedslidning, sygeperioder og i værste fald for tidligt ophør på arbejdsmarkedet.

Efteruddannelse kan afhjælpe nedslidningen. Dels kan undervisning i korrekte løft og brug af aflastende hjælpemidler spare kroppen for nedslidende arbejdsopgaver, dels er værdien af efteruddannelsen også, at flere kompetencer åbner for flere arbejdsopgaver og et mere varieret arbejdsliv, siger Jens Skovgaard.

3F går forrest
Jens Skovgaard glæder sig over, at 3F Bornholm går forrest på efteruddannelsesområdet.

- Vi ved, at større arbejdsglæde og øget jobsikkerhed hænger uløseligt sammen med udvikling og efteruddannelse.

For at vi kan lykkedes med efteruddannelse af vores medlemmer er det vigtigt at have virksomhederne med på banen. I flere overenskomster har medlemmerne ret til efteruddannelse og i samarbejde med arbejdsgiverne kan det bedste resultat opnås, betoner Jens Skovgaard.

Mange muligheder
Ifølge formanden er mange virksomheder ikke klar over de muligheder, der er, og derfor tager 3F kontakt med virksomheder og informerer om de mange muligheder, der er for opkvalificering af medarbejdere og hvilke økonomiske tilskud der kan søges.

- Langt de fleste virksomheder vil gerne fremtidssikre deres forretning ved opkvalificering af medarbejdere. Det er nødvendigt for at fastholde og rekruttere arbejdskraft, for at være konkurrencedygtige og ligeledes er det vigtigt at vedligeholde sit personale for at opnå en god trivsel på arbejdspladsen. Hos 3F Bornholm er vi interesserede i at kunne levere de bedst kvalificerede medarbejdere til virksomhederne og samtidig sikre vores medlemmer de bedst mulige arbejdsvilkår.

For både virksomheder og medarbejdere kan det være uoverskueligt at gå i gang med efteruddannelse. Mængden af kurser og tilskudsordninger er overvældende, så mange opgiver desværre på forhånd. Derfor opfordrer vi i 3F Bornholm medlemmerne og virksomhederne til at kontakte os, så vi sammen kan se på mulighederne for efteruddannelse og opkvalificering af personale, herunder at søge tilskud og tilrettelægge uddannelsesforløb, siger Jens Skovgaard.

Klar med rådgivning
3F Bornholm er klar til at hjælpe, vejlede og rådgive medlemmerne i afdeling på Sandmandsvej 21 i Rønne.

- Den 11. og 12. december er der desuden mulighed for, at medlemmer der er i et arbejdsforhold, kan komme og få en mere detaljeret snak om uddannelsesmulighederne med uddannelseskonsulent Mette Milling Sandbjerg, forklarer Jens Skovgaard.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce