Nyt fra politiet om årsag til voldsom brand
En åben hoveddør gav ilden ekstra ilt og branden udviklede sig hurtigt og kraftigt. Foto: Bjarne Hansen

Nyt fra politiet om årsag til voldsom brand

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 15-1-20 - 18:31

RØNNE - Bornholms Politi har klarlagt årsagen til den voldsomme brand i et rækkehus i Vimmelskaftet i Rønne mandag aften.


Det har hidtil været politiets opfattelse, at branden opstod som følge af stearinlys i vindueskarmen, der havde antændt gardiner.

Men efter undersøgelse af brandefterforskere fra Bornholms Politi på Vimmelskaftet kunne det konstateres, at der ca. midt i stuen var gået ild i en dyne, der havde spredt sig til sofaen.

- Dynen var af lejeren blevet slået til side, da denne havde et ærinde på førstesalen, hvorved dynen angiveligt kom så tæt på et bloklys, der stod på et sofabord, at dynen og efterfølgende sofaen blev antændt, fortæller fortæller politiassistent Stig M. Westh, der er brandefterforsker ved Bornholms Politi.


Ilden fik ekstra ilt
- Efter lejerens forgæves forsøg på at slukke ilden, blandt andet ved at trække den brændende dyne ud på gaden, måtte hun i hast forlade huset med hoveddøren stående åben.

Denne ekstra ilttilførsel afstedkom imidlertid, at ilden fik ekstra næring og udviklede sig så hurtigt og kraftigt, som det var tilfældet, forklarer Stig M. Westh.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce