Påvirket flugtbilist anholdt efter to uheld
Bilen endte på taget, et stykke ude på en mark ved Nyker. Fotos: C. Skovgaard

Påvirket flugtbilist anholdt efter to uheld

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 16-1-20 - 09:49

RØNNE - En 30-årig mand fra Østerlars er blevet sigtet for flere forhold, efter han onsdag aften kørte galt efter hasarderet kørsel.


Kl. 22:45 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om, at en bil var set køre hurtigt gennem rundkørslen på Haslevej i Rønne Nord. Bilen ramte et stakit og den tidligere bankbygning, som i dag huser en genbrugsbutik. Trods uheldet kørte føreren fra stedet. Bilen efterlod en baglygte og plastikdele.

Senere på aftenen kørte en 30-årig mand fra Østerlars galt på Ellebyvej i Nyker. Bilen rullede rundt og landede på taget, hvorfor en ambulance blev rekvireret til at køre føreren til Bornholms Hospital til undersøgelse.




Bilen ramte den tidligere bankbygning på Haslevej i Rønne.

Det viste sig, at føreren ikke var kommet til skade, men var påvirket af euforiserende stoffer og alkohol, så prøver blev udtaget og føreren sigtet.

Efterfølgende sammenlignede patruljen baglygten og plastikdelene fundet ved uheldsstedet i rundkørslen i Rønne Nord med den forulykkede bil på Ellebyvej, og patruljen kunne konstatere at bildelene med sikkerhed stammede fra den bil, der var kørt galt.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce