Opfinder har fået svar fra miljøministeren
Miljøminister Lea Wermelin (S) har efter flere måneder svaret opfinder Torben Jensen. Arkivfoto

Opfinder har fået svar fra miljøministeren

AF BJARNE HANSEN / Fredag 17-1-20 - 09:12

SNOGEBÆK - Opfinderen af den bornholmske rottespærrer, Torben Jensen, Snogebæk, har fået svar fra miljøminister Lea Wermelin (S).


Svaret kommer, efter at opfinderen i weekend luftede sin skuffelse over ministerens manglende svar.

I svaret til Torben Jensen beklager Lea Wermelin, at Torben Jensen ikke har modtaget hendes svar på sine henvendelser.

“Det har desværre vist sig, at svaret – på grund af en administrativ fejl i ministeriet – aldrig er blevet sendt afsted herfra. Jeg har vedlagt svaret fra 29. oktober til det her brev”, skriver Lea Wermelin.

“Som det også fremgår af mit svar, er jeg både som bornholmer og som socialdemokratisk miljøminister meget optaget af, at der skabes arbejdspladser og vækst i hele landet – ikke mindst når der er tale om udvikling af miljørigtige løsninger.

Som miljøminister har jeg dog ikke indflydelse på, hvilken type rottespærre kommunerne vælger at anvende. Jeg har heller ikke mulighed for at gå ind i sager om Teknologisk Instituts arbejde”, slutter brevet fra ministeren.


Kommunalt ansvar
I det vedhæftede brev skriver ministeren blandt andet:

“Jeg er enig med dig i, at en effektiv bekæmpelse af rotter er nødvendig for at sikre et velfungerende spildevandssystem, minimere skader fra rotter og reducere sundhedsrisikoen. Jeg er også enig med dig i, at rottespærrer udgør en vigtig del af en effektiv bekæmpelse.

Men det er kommunerne, som har ansvaret for rottebekæmpelsen og dermed forpligtelsen til at udarbejde rottehandlingsplaner, hvori det beskrives, hvordan man vil sikre en effektiv rottebekæmpelse. Anvendelsen af rottespærrer er reguleret i rottebekendtgørelsen. Kommunerne skal opsætte rottespærrer ved kommunale skoler, plejehjem og daginstitutioner, hvor det er teknisk muligt. Efter ændringer af bekendtgørelsen, som trådte i kraft 1. januar 2018, skal kommunerne også opsætte rottespærrer ved private skoler, daginstitutioner og hospitaler, hvis det er teknisk muligt, og hvis grundejer giver tilladelse til det. På den måde indgår rottespærrer i dag som en vigtig del af rottebekæmpelsen på offentligt ejendom.

Jeg er selvfølgelig optaget af, at vi skaber arbejdspladser og udvikling i alle dele af landet, også på Bornholm, og der er mange gode ideer til den grønne omstilling og til et bedre miljø i fremtiden. Det er dog op til kommunerne og vandforsyningerne at vælge, hvilken type rottespærre, der skal opsættes, og det er dermed ikke noget, som jeg eller Miljø- og Fødevareministeriet har indflydelse på”.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce