Begraves, brændes eller … frysetørres?
Kremation og efterfølgende urnenedsættelse er den mest almindelige form for bisættelse. Foto: Ingimage.com

Begraves, brændes eller … frysetørres?

AF JØRN KEHLET / Torsdag 13-2-20 - 00:00

DEN SIDSTE REJSE - Svenskerne har gennem flere år forsøgt sig med frysetørring af døde som alternativ til kremering eller kistebegravelse.

Er der koldt og mørkt i den sorte grav?

Sådan spørger Kim Larsen i sangen “Pianomand”, og hvis du vælger promession, så kan du i hvert fald godt forberede dig på, at det bliver en kold omgang at være død.

Promession er betegnelsen for et alternativ til kremation eller kistebegravelse: Ved promession frysetørres den afdøde.

Det har man gennem flere år kørt som forsøg i Sverige, når man skulle hinsidan sådan for alvor. Sverige har verdens eneste promatorium, og her kan man altså blive frysetørret.

Teknikken er faseopdelt. Først nedfryses afdøde til minus 18 grader og lægges i en kiste.

Kisten nedsænkes derefter i flydende nitrogen, som er minus 196 grader. Den ekstreme kulde trækker væsken ud af kroppen og gør kroppen helt porøs. Processen tager cirka to timer.

Herefter rystes kisten i et minuts tid, og det, der engang var en krop, bliver nu til støv.

Eventuelt metal skilles fra, og det resterende støv fyldes i en kiste, som er fremstillet af et biologisk nedbrydeligt materiale, ofte af stivelse fra planter.

Den bionedbrydelige kiste kan herefter placeres i jorden, gerne i en halv meters højde. Her er forholdende ideelle til den videre proces, som er en formuldning af støv og kiste. Den proces tager blot et halvt til et helt år, hvor en traditionel kistebegravelse er omkring 20 år om en formuldning.

Promission kaldes også en økologisk begravelse og regnes for en af de mest klimavenlige af slagsen.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce