Kisten som et personligt kunstværk
Der findes alternativer til den traditionelle hvide kiste. Foto: Ingimage.com

Kisten som et personligt kunstværk

AF JØRN KEHLET / Torsdag 13-2-20 - 00:00

DEN SIDSTE REJSE - Det behøver ikke bare være hvidt: Man kan give efterlivet et personligt touch med den unikt udsmykkede kiste.

Cirka to meter lang, 45 centimeter høj, 70 centimeter bred og hvid – sådan tager en kiste i standardmål sig gerne ud.

Men hvis nu man synes, man har levet sit eget liv og mener, at det ikke passer ind i standardmålet, så kan man sagtens signalere noget andet.

Eller hvis den mor, bror, onkel eller bedste ven, man skal bisætte eller begrave, har levet et farverigt, vildt, anderledes eller på anden måde interessant liv, som skal udtrykkes i valget af kiste, så er det faktisk også muligt.

I dag er det ikke usædvanligt at se et personligt præg på kisten. Også ud over det, man viser med valg af blomster og musik. Det kan være at vælge en træsort, man er særligt glad for. man kan sætte en særlig farve på kisten, eksempelvis – en grøn til den irske eller en orange til den rødhårede.

Man kan også dekorere kisten med et digt eller en særlig vending, den afdøde brugte. Det kan også være at gengive et særligt kendetegn; eksempelvis en tatovering, fra den afdøde. Når det er unge mennesker, der dør, er den kombination ofte en mere sigende og aldersvarende kobling end blomster.

Der er ingen særlige krav til, hvordan en kiste skal udformes, og der er meget vidde rammer for, hvad man må begraves i. “Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirke” slår blot fast:

”Ved begravelse og ligbrænding skal liget være anbragt i kiste. Kister til begravelse må hverken helt eller delvis være fremstillet af plastik eller andet uforgængeligt materiale”.

Desuden føjer bekendtgørelsen til, at det er ”…krematoriets bestyrelse, som afgør, om kister er egnede til brænding”.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce