Hjemvendt åbner café i Rønne
29-årig Patrick Hult åbner Râzapâz, der er en café og vinbar på Laksetorvet i Rønne.

Hjemvendt åbner café i Rønne

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 13-2-20 - 09:41

RØNNE - 29-årig Patrick Hult er vendt tilbage til Bornholm, og åbner i morgen Râzapâz, der er en café og vinbar på Laksetorvet i Rønne.


- Jeg er for et par måneder siden flyttet hjem med hele min familie, efter 10 år i København. Nu har jeg fået chancen for at udleve min længe ventede drøm, nemlig at have chancen for at være med til at sætte Rønne på spisekortet over Bornholm, fortæller Patrick Hult.

Fra sin nye café kan han se over på genboen, hvor det hele startede.

- Jeg startede på Fyrtøjet som opvasker, da jeg var 13 – og nu er jeg rykket 10 meter over på den anden side af gaden i de gamle Poul Pava lokaler. I mellemtiden har jeg brugt de seneste 17 år på at uddanne mig indenfor mit fag, de seneste 10 i København, beretter Patrick Hult.


Den nye caféejer har været tjenerelev på Noma, en kort tur forbi Kadeau og sidenhen restaurantchef på en lille håndfuld danske Michelin-restauranter.

- Jeg blev træt af den “fine” attitude og fandt ud af at jeg værdsætter en mere jordnær oplevelse, og har siden arbejdet på at perfektionere kombinationen af passion, gode råvarer og et godt produkt, men i et afslappet og lidt mindre reguleret miljø, fortæller Patrick Hult.

På Râzapâz kan man ud over et glas vin også få dagens fem tavleretter fra 85 kroner og et par store deleretter til 295, lidt tapas og mad ud af huset.

- Åbningstiderne fra næste uge vil fast være kl. 11:00 - 23:00, siger Patrick Hult.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce