Nyt byggeri skal være grønt byggeri
Fremtiden byder på energirigtige og intelligente byggerier. Foto: Ingimages.com

Nyt byggeri skal være grønt byggeri

AF JØRN KEHLET / Søndag 24-1-21 - 13:48

BYGGERI - Der er fokus på bæredygtighed i byggeriet – og det er der god grund til. Både under opførelse og som færdigt byggeri står vores bygninger for en massiv andel af CO2-udledningen.

Der er brug for langt flere energirigtige og bæredygtige løsninger i vores bygninger, hvis Danmark skal være grønnere – og der er brug for langt større opbakning fra byggebranchen, hvis vi skal nå i mål med vores klimaambition.

Ifølge det internationale energiagentur kommer syv procent af den samlede globale CO2-udledning fra cementproduktion, og samlet set er byggeri ansvarlig for op mod 40 procent af CO2-udledningen på verdensplan.

Der er to spor at følge mod en fælles klimaambition: CO2-udledningen fra selve byggeriet skal ned, og det færdige byggeri skal i den daglige brug være optimeret, så det har den lavest tænkelige miljøpåvirkning – eksempelvis gennem energiruder, genvexanlæg, genanvendelse af regnvand og andre klimavenlige valg.

Flere gode kræfter arbejder på at nå begge mål. Eksempelvis sagde direktør i brancheorganisationen Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, til DR i sommeren 2019, at undersøgelser blandt Dansk Byggeris 6.700 medlemsvirksomheder viser, at 65 procent er klar til at levere bæredygtige løsninger, hvis kunderne efterspørger det.

En klyngeorganisation som CLEAN arbejder på at reducere energiforbruget fra det færdige byggeri ved at fremme energieffektive og intelligente bygninger - også for den almindelige boligejer. Også det hjælper; i dag er det faktisk muligt at bygge et hus, så CO2-udledningen nærmer sig nul. Tilsvarende er det også muligt at renovere sit hus, så energiforbruget er meget lavt.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce