Skal du lukke radiatoren, når du lufter ud?
Når du åbner vinduerne for at lufte ud, så er det ikke altid nødvendigt at skrue ned for varmen samtidigt. Foto: Ingimages.com

Skal du lukke radiatoren, når du lufter ud?

AF JØRN KEHLET / Onsdag 24-1-24 - 08:28

BOLIG - Du skal ikke fyre for gråspurvene, men det er ikke altid nødvendigt at slukke radiatoren, når du lufter ud.


Luft ud tre gange dagligt
Boligen skal luftes grundigt igennem tre gange dagligt, gerne 5 minutter med gennemtræk.

Det er god latin i mange hjem, og det med god grund: En vel-udluftet bolig giver dårligere levevilkår for skimmelsvamp og støvmider, og den friske luft er billigere at varme op, fordi den er mere tør end den fugtige luft, vi ellers har.


Kort eller lang udluftning
Men skal man lukke radiatoren ned, før man åbner vinduet op?

Hvis du har tænkt dig at give udluftningen fuld skrue i mere end fem minutter, så ja. Vinduer og radiatorer sidder ofte sammen, så et åbent vindue få centimeter fra en termostat kan sende radiatoren i det røde felt.

Hvis det er en kort udluftning, så er det ikke de store beløb, du får ekstra på varmeregningen ved at lade radiatoren stå åben – men principielt er det altid en god ide at skrue ned, for det kan jo være, du glemmer at lukke vinduet igen, og så bliver det dyrt.


Gulvvarme
Du behøver ikke skrue ned, hvis du har gulvvarme. Gulvvarme fungerer langsommere, og et kortvarigt temperaturskifte betyder ikke noget. Har du en moderne termostat, som selv reagerer på et åbent vindue ved at lukke ned, så behøver du heller ikke skrue ned manuelt.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce