Nexø ønsker bedre færgerute til Polen
Arkivfoto: P-E Rath Holm

Nexø ønsker bedre færgerute til Polen

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 24-3-20 - 08:10

NEXØ - Nexø Havn A/S arbejder fortsat intenst på at optimere færgeruten til Polen til gavn for Bornholm - og Nexø Havn.


I år vil der også være afgange fra den polske by Kolobrzeg med M/S Jantar, oplyser Nexø Havn.

M/S Jantar havde sidste år 80 anløb i Nexø og passagertallet var 30.972 mod 34.469 i 2018.

Tilbagegangen skyldes mindre godt vejr. Desuden har den polske færge svært ved at sejle, når det er blæst og høje bølger.

Færgen medtager kun passagerer og cykler.


Bilfærge til Polen
Nexø Havn har i flere år arbejdet på bedre færgeforbindelse mellem Nexø og Polen.

Nexø Havn har tidligere vurderet, at det er urealistisk med en bilfærge mellem Nexø og en eller flere af de tre polske havnebyer Kolobrzeg, Darlowo og Ustka.

I alle tre havnebyer er der en markant interesse for en bilfærge til Nexø, men det er endnu ikke lykkedes at finde et rederi med tilstrækkelig kapital til at etablere en rute.

I Darlowo er bygget en færgeterminal, og Nexø Havn havde på et tidspunkt en vision om en bilfærge mellem Darlowo og Nexø.


Rederi gik konkurs
I 2012 gik rederiet Neko Seaways ApS i Nexø konkurs efter flere års forgæves forsøg på at indsætte en bilfærge mellem Nexø og Kolobrzeg.

Rederiet, der havde en række lokale anpartshavere, købte færgen Odin Baltica af et Nordtyrkisk værft for knap 41,1 mio. kr. Færgen kunne tage op til 275 passagerer og 50 biler, men kom aldrig i drift, fordi NeKo Seaways ikke kunne skaffe pengene.





Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce