Flyrute får støtte fra Region Hovedstaden
Arkivfoto

Flyrute får støtte fra Region Hovedstaden

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 26-3-20 - 13:23

RØNNE - Region Hovedstaden har besluttet at støtte Danish Air Transport økonomisk for at opretholde ruten mellem København og Bornholm.


Støtten sikrer, at bornholmerne kan komme til de nødvendige undersøgelser og behandlinger i København. Samtidig sikrer aftalen, at Bornholms Hospital kan sende nødvendige prøver til analyse i København med Bornholmerflyet.

For Bornholms Hospital og de bornholmske patienter er det ifølge regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) desuden afgørende fortsat at kunne sikre transport af tilrejsende sundhedspersonale, der hjælper til på Bornholms Hospital i denne tid.

- Vi skal give bornholmerne samme mulighed, som alle andre har. Flytrafikken er presset i de her dage, så jeg er rigtigt glad for, at vi med en økonomisk håndsrækning nu kan sikre, at bornholmerne stadig kan komme hurtigt til hospitalerne på Sjælland, hvis det er nødvendigt, siger Sophie Hæstorp Andersen.


Jesper Rungholm, direktør i DAT, oplyser, at uden støtten fra Region Hovedstaden havde det været nødvendigt at lukke ruten.

Annemarie Hellebek, direktør på Bornholms Hospital sætter stor pris på, at det på så kort tid har været muligt at finde en løsning på udfordringen med at understøtte hospitalets drift.

Også Bornholms borgmester Winnie Grosbøll (S) ser med glæde på Region Hovedstadens støtte til de bornholmske patienter i denne særlige situation.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce