Svømmehals tag kræver akut renovering
Arkivfoto

Svømmehals tag kræver akut renovering

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 1-4-20 - 17:19

RØNNE - Skaderne på taget på Rønne Svømmehal er så omfattende, at svømmehallen risikerer at skulle lukke.


Der er tale om en vandskade, som har stået på i længere tid. Uden renovering udsættes personale og besøgende i svømmehallen for en potentiel sundhedsmæssig fare i form af sundhedsskadelige svampe.

Steenbergs Tegnestue har vurderet skadens omfang, og vurderer, at en hel tagrenovering vil koste 4,5 millioner kroner. Alternativt vil en udbedring af tagskaden, som en minimal løsning til en pris kunne gøres for 2,5 mio. kr., og med en 10-årig levetid for taget.

Derfor har Rønne Svømmehal S/I har ikke de nødvendige midler, der skal til for at renovere taget i svømmehallen og har søgt kommunen om et tilskud på knap 2 mio. kr. til renovering af taget


Egenfinansiering
Bestyrelsesformand Thomas Bay Jensen oplyser, at Rønne Svømmehal kommer med en egenfinansiering på 0,2 mio. kr., og dertil er der bevilget 0,2 mio. kr. fra Brdr. Larsens Legat og 0,2 mio. kr. fra Sparekassen Bornholms Fond.

Med en foreløbig finansiering på 0,6 mio. kr. mangler der således knap 2,0 mio. kr. til tagrenoveringen, som forventeligt vil kunne holde 10-12 år, indtil Rønne Svømmehal har skaffet midlerne til at bygge en ny svømmehal.


70.000 besøgende
Rønne Svømmehal har omkring 70.000 besøgende om året og især Rønnes borgere, svømmer og anvender de mangfoldige svømmetilbud i deres hverdag.

Svømmehallen anvendes også til skoleundervisning, konkurrencesport, specialundervisning, genoptræning til udsatte grupper og personer med kroniske udfordringer, som f.eks. gigtramte.





Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce