Havearbejdet er ikke helt gået på hældHaven er stadig ”nyttig” i oktober. Der er endnu blomster i staudebedet i denne måned AF BJARNE HANSEN / Torsdag 26-9-24 - 21:35HUS & HAVE - Der er ingen grund til at få ”have-stress” i oktober, for der er ikke så meget, der skal nås til helt bestemte tidspunkter som tidligere på året. Men der er såmænd masser af arbejde at tage fat på, og måneden står i høj grad i oprydningens tegn. Haven skal simpelthen have en sidste omgang, inden vinteren, og der skal ryddes op overalt, så du kan holde ud at kigge ud på haven i de kommende måneder. Oprydningen omfatter ikke mindst alle de blade, der i denne tid drysser ned over Danmark. Vent med at rive bladene sammen, til løvfaldet er vel overstået i den nærmeste omegn. Brug bladene som dække i bedene eller smid dem på kompostbunken, så de opsamlede næringsstoffer bliver i din have. Græsset i plænen indstiller stort set væksten for i år engang i løbet af oktober. Græsset bør ikke ”pines” her sidst på sæsonen, så sørg for stor klippehøjde, når du for sidste gang i år går din runde frem og tilbage, frem og tilbage efter plæneklipperen. Og husk nu at rense plæneklipperen, inden den stilles i stald for vinteren. Børst alt det våde græs af, smør maskinens bevægelige dele, og har du en motorplæneklipper, bør den tømmes for benzin. Hvis maskinen trænger til et hovedeftersyn, er det en god ide at aflevere den hos fagmanden NU. Så er plæneklipperen garanteret startvillig, når det bliver forår. Der høstes stadig Haven er stadig ”nyttig” i oktober. Der er endnu blomster i staudebedet i denne måned, og så længe, det er lunt i vejret, kan der plantes stauder. Hen sidst på efteråret bør sarte stauder samt stauder, der vokser på udsatte steder, dækkes mod kulden med granris eller lignende. Forårsblomsterløg kan lægges, til frosten går i jorden. Køkkenhaven er stadig leverandør af porre, kål, selleri og andre lækre ingredienser til efterårets skoldhede supper, og frugttræerne leverer lige nu pærer og æbler i stort tal. Det er også tid at plante fremtidens givere af frisk frugt her i oktober. Husk at bearbejde jorden i en dybde af cirka 40 centimeter, inden det nye frugttræ plantes. Fjern samtidig sten og flerårigt ukrudt, og sørg for at plantehullet er så stort, at der er plads til alle træets rødder, uden at de bøjer. Slå en opbindingspæl fast midt i plantehullet, drys den opgravede jord i hullet og ryst træet lidt, så jorden får mulighed for at blive godt fordelt mellem rødderne. Træd til sidst let til med foden omkring træet og glem endelig ikke at vande. Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne. © Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. Seneste rubrikannoncer Få det bedre hurtigere - med Bjarnes laserterapi i NexøCafemøde: Herreaften - ØLSMAGNING 21.10 kl. 19 i GigtcentretLær hvad det er hunden prøver at fortælle dig.Aftenbuffet 229,-Brænde sælgesStress / Angst Terapeut v/ Hypnotisør Pernille SkjoldbyFrivillig i MusikhuzetGør opmærksom på dine tilbud Indryk rubrikannonce |