DEBAT – Redaktionen har fra Nina Riise, tillidsmand for Gymnasieskolernes Lærerforening på HHX/HTX Campus Bornholm, modtaget følgende indlæg:

Vi læser i disse dage meget om, hvad en lockout vil betyde for borgere i landet, og at virkningerne vil være voldsomme.

Flere stiller sig sikkert det spørgsmål, om det er seriøst at sende landet ud i så meget ulempe på grund af ”manglende respekt”?

Så helt konkret: Hvad er det vi er så utilfredse med?

- Vi savner en arbejdsgiver vi kan løse problemer sammen med.
- Vi savner en arbejdsgiver der anerkender, at der bliver udført godt, dedikeret og solidt arbejde…..og at der må ske en rimelig lønudvikling som betaling for det.
- Vi savner en arbejdsgiver der bruger energi på andet end at støvsuge aftaler og formuleringer for at finde noget man kan fjerne fra os.

Hvis vi tager et eksempel fra familielivet: et af børnene vil forfærdelig gerne på efterskole. Det kommer til at koste 70.000 kr. Hvordan skal de penge findes?

Så sætter far og mor sig ned, og kigger på i budgettet. Med én mindre ved bordet vil den daglige husholdning sikkert gøres lidt billigere, og så må de hver især finde noget de kan skære lidt ned på, undvære eller udskyde. Måske lader det sig gøre, måske ikke, men de arbejder på det i fællesskab. De har respekt for hinandens meninger, det er ikke kun den ene der bestemmer.

Sådan har man tidligere forhandlet med den offentlige arbejdsgiver, og det savner vi!

Løsninger der er et resultat af, at arbejdsgiveren bare bestemmer, er ikke forhandling, men et udtryk for manglende respekt.

I adskillige år, har den offentlige sektor været underlagt et 2% besparelseskrav HVERT år. Nu er smertegrænsen i den grad nået, og det ved enhver der kender nogen der arbejder i sådanne jobs.

Når man så igen og igen hører udtalt ”at det kan man sagtens uden kvalitetsforringelser” så er det sandelig mangel på respekt for det arbejde der udføres. Som om de offentligt ansatte bare går og ”feder den” så det ikke betyder noget, om de får mindre og mindre tid til det.

Nu er det så kommet til lønudviklingen for dette ret hektiske arbejdsliv. Vi har været tilbageholdende i de år der var krise, men det er der ikke mere, og selv om den offentlige sektor ikke skal ligge forrest, så skal vi heller ikke sakke mere og mere bagud. Den holdning arbejdsgiverne lægger for dagen ”at vi ikke er andet end udgifter”, DET er mangel på respekt.

Til slut er der den meget omtalte frokostpause. Den har eksisteret siden 1921, og betyder, at man får løn i frokostpausen, men på den måde stadig er ”på arbejde”. I mit daglige liv som underviser kan det ses i vores frokoststue: Nogle sidder længst nede ad bordet og holder møde, nogle komme ret sent fordi der var elever der spurgte, mange bliver kaldt udenfor, fordi der er elever der henvender sig om noget. Det er mangel på anerkendelse, respekt, at man ikke ”tror på” at folk i den offentlige sektor ikke godt ved, at den betalte spisepause, er frihed under ansvar.

Og den smålighed der ligger i forslaget om at ændre det, er igen-igen, mangel på respekt.

Derfor holder vi fast, og risikerer en belastende lockout.

Med venlig hilsen
Nina Riise
Tillidsmand for Gymnasieskolernes Lærerforening på HHX/HTX Campus Bornholm.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.