DEBAT – Redaktionen har fra Jeanette Jensen i Nyker modtaget følgende indlæg:

Når man bliver klemt imellem busdørene, ikke er den værste del af oplevelsen.

Den 12.05.15 kl. 16 skulle jeg med min barnevogn ind i bybussen i Snellemark. Der var mange mennesker foran mig, og at få kontakt til buschaufføren, var noget nær umuligt. Jeg gik derfor ned til den store indgang velvidende om, at hun måtte kunne se mig i sidespejlet på bussen. Da først barnevognen var kommet ind, kunne jeg desværre til min skræk konstatere, at hun IKKE havde set mig.

Det næste der skete var, at dørene lukkede sig omkring mig, og jeg prøvede at stå imod med mine arme af frygt for, at barnevognen skulle trille tilbage, så min datter blev klemt. Som en mor nu engang gør, for at beskytte sit barn. Jeg skubbede til dørene, men de gik IKKE op. Jeg hamrede på døren, og så til min glæde, at de andre passagerer reagerede på min situation, og dørene begyndte herefter at gå op. Men det skulle desværre vise sig, at det, at blive klemt imellem busdørene, slet ikke var den værste del af oplevelsen!

Da dørene blev åbnet, og jeg kom ind, var jeg så chokeret, at jeg råbte til chaufføren; ”Du var ved, at klemme mig!”, hvilket set i bakspejlet, må have gjort chaufføren sur. For da jeg kommer op til hende, for at vise klippekortet, stopper den dårlige oplevelse desværre ikke her. Jeg forventede udelukkende et ”undskyld” fra en ked-af-det-chauffør, men i stedet blev jeg mødt af en vred kvinde, der ikke ville påtage sig skylden på nogen måde. Hun fortalte blot, at ”alle kunne jo lave fejl”.

Jeg rakte hende mit klippekort, som hun i al vrede, rev ud af hånden på mig, og tjekkede. Herefter gik jeg ned i bussen, og satte mig. Jeg nåede end ikke, at tænke en tanke før, at chaufføren rejste sig op fra sit sæde, kiggede ind i sit bakspejl og hen på mig, hvortil hun råbte; ”kan vi køre nu, eller er der flere problemer med dig?” Jeg valgte ikke, at svare hende. Det var for surrealistisk, situationen taget i betragtning, til at gøre andet. Meget chokerende og ubehageligt at opleve.

Men ej heller her stoppede denne forfærdelige oplevelse!

Dagen efter, hvor jeg ringede til BAT, valgte manden der tog imod min klage, at møde mig på en noget uforskammet måde. Han valgte IKKE, at høre min version af hændelsen, ej heller noget sympati fik jeg, før han insisterende og konsekvent spurgte om, ’jeg nu også havde givet mig tilkende hos chaufføren, inden jeg steg på bussen’. Han legede således dommer, hvor jeg var den skyldige, føltes det som om, men var dog heldigvis enig med mig i, at en chauffør ikke opfører sig, som hun gjorde den dag. Jeg følte mig kun yderligere magtesløs efter den samtale. Hans attitude forværrede situationen ligesom chaufførens gjorde. Jeg kan kun gætte mig frem til, at jeg var den irriterende kunde, der ville klage hos ham, og han blot ventede klar. I det mindste forsikrede han mig, at sørge for, at bussen skulle til tjek pga. en tilsyneladende defekt dør.

Jeg ville have kunnet lægge alt dette bag mig, hvis jeg havde fået et oprigtigt undskyld fra chaufføren til at starte med, at hun påtog sig skylden, i stedet for at råbe ad mig. Jeg ville heller ikke have skrevet dette brev, hvis de begge to havde handlet mere medmenneskeligt, og med lidt kundeservice. Min grænse som menneske, retfærdighed og hvad man kan tillade sig, at udsætte andre for, er overskredet så markant. Det undrer mig meget, om det virkelige kan være rigtigt, at JEG som blev klemt og er offeret her, skal finde mig i, at blive behandlet sådan – ikke kun af chaufføren, men også af manden, der tager imod klager til dagligt? Har de hos BAT ikke lært, om service, kundebehandling, krisehåndtering, og ikke mindst at sige ordet ”UNDSKYLD”? Og hvorfor er JEG chaufførens problem, når det er HENDE, der ikke var observant og klemte mig?

Jeg slap heldigvis med et forstrukket ledbånd, beskadiget muskulatur, og arm der gjorde og til dels stadig gør ondt 1 uge senere, men jeg er glad for, at det bare blev ved det. Et ordsprog der passer godt ind her må være; ”jeg slap med forskrækkelsen”. Men jeg kan ikke lade være med, at tænke på, om der er et ’denne gang’ til slut i den sætning? Næste gang er det måske barnevognen, klapvognen, eller den ældre dame med rollatoren, der kommer i klemme? Og mon jeg selv tør at stige på bussen igen? Jeg er i hvert fald bange nu, og frygter, at skulle køre med bus igen.

Sidst men ikke mindst; TAK til de hjælpsomme og årvågne passagerer der sørgede for, at min datter ikke skulle på sin første bustur alene.

Jeanette Jensen
Ellebyvej 3,
Nyker

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.