RØNNE – Bornholms Teater har som egnsteater søgt Bornholms Regionskommune om at få øget sit driftstilskud med 500.000 kroner årligt.
Bornholms Teater får som egnsteater et årligt tilskud på godt 3,7 millioner kroner, hvoraf staten som minimum kan refundere 36,3 procent.
Kommunen kan dog ikke opnå refusion for et eventuelt supplerende tilskud, idet aftalen for den 4-årige periode er behandlet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.
Baggrunden for ønsket om ekstra tilskud er, at Bornholms Teater har fået afslag fra staten på en dispensationsansøgning om kun at skulle producere en professionel teaterforestilling om året.
Ifølge gældende lovgivning skal et egnsteater producere minimum to professionelle forestillinger om året, men siden 2005 har Bornholms Teater fået dispensation fra denne lovbestemmelse.
Bornholms Teater skal fra 2017 og frem derfor producere to professionelle teaterforestillinger om året for at leve op til egnsteateraftalen.
Bornholms Teater vurderer, at en produktion med 1-2 medvirkende vil koste minimum 500.000 kr. En ekstra udgift som ifølge teatret ikke kan finansieres inden for teatrets budget, hvorfor kommunen søges om en øget bevilling.
Det påpeges i ansøgningen, at Bornholms Teater stadig er i opstartsfasen på deres satsning på Holbergforestillinger og er afhængige af fondsmidler for at kunne gennemføre forestillingerne.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.