På Rønne Theater er der 19. september premiere på ”Ellestingeren” – en ny familieforestilling af den lokale forfatter Dennis Gade Kofod.
I stykket ”Ellestingeren” fortæller pigen Kristine om sin barndom, fuld af oldemorens fortællinger. Hver sommer sidder Kristine i oldemorens have i skoven og lytter, mens den gamle kone fortæller om Ellestingeren, de underjordiske og alle de andre væsner, der bebor det gamle Bornholm.
Men da Kristine er otte år, bliver oldemoren alvorligt syg, og pigen drager ud på sit eget eventyr for at bede Ellestingeren om hjælp til at holde døden fra døren. På den færd møder hun og publikum et andet og ældre Bornholm, der dog viser sig ikke at være helt så langt væk fra os selv, som man ellers skulle tro det.
Forestillingen fremføres af skuespilleren Christine Albrechtslund, manuskriptet er skrevet af Dennis Gade Kofod, scenografien og kostumer er lavet af Tine Mette Jespersen, og for instruktionen står teaterchef Jens Svane Boutrup.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.