HISTORISK - Lokalhistorikeren Jan Eskildsen, Sandvig, skriver om runestenen Nylarsker.

Runestenen Nylarsker 2 er dateret til ca. 1075-1125. Stenens inskription fortæller, at
“Kåbe(?)-Svend rejste denne sten efter Bøse, sin søn, en god dreng, som blev dræbt i
kampen ved Utlängan. Gud Herren og Sankt Mikael hjælpe hans ånd.” Vores nationale
leksikon lex.dk fortæller følgende: “Det er muligt, at 'Kåbesvend' var efterkommer af jomsvikingen Sigurd Kåbe. Det fortælles om denne, at han slog sig ned på Bornholm efter slaget ved Hjørungavåg ca. 986.”

Historien om jomsvikingerne stammer fra Jomsvikingernes saga, der menes at være nedskrevet ca. år 1200. Sagaer har i nogle lande og miljøer været lavt regnet i forhold til klosterårbøger og anden form for dokumentation, selv om sagaerne også blev skrevet af munke og præster og blev opbevaret i klostre, hvor senere sagaforfattere har kunnet lade sig inspirere.

Den danske historiker Aksel E. Christensen i 1969, at han foretrak Snoldelevstenens ene linje frem for hele Njals saga. Den norske historiker Torgrim Titlestad er helt uenig, og skrev for få år siden, at sagaerne er blevet betragtet som “upålidelige historiske kilder i de sidste hundrede år, men at det ser ud til, at tendensen er ved at vende.” Det hyperkritiske syn på sagaerne har haft skadelige virkning med det resultat, at “tidlig middelalder og vikingetid forbliver de mest forsømte felter i middelalderens historie i Norge. Dette er sandsynligvis et resultat af kildeproblemerne, der fulgte i kølvandet på det ødelæggende angreb på sagaerne i begyndelsen af ​​dette århundrede.”

Jomsvikingernes saga har overlevet i flere uafhængige versioner. Islands vise mænd med indsigt i historie blev kaldt de frode mænd (froðir) og her skal blot nævnes to af dem, Sæmundur fróði Sigfússon (1056-1133) og Ari fróði Þorgilsson (1067–1148).

Sæmundur var som ung sydpå for at studere, i Frankerriget hvorfra han vendte hjem til
Island i 1076, og han var den første, der skrev om jomsvikingerne. Hans arbejde gik tabt, men var kendt af Are og derefter af andre sagaforfattere.

Historikeren Svend Ellehøj skrev, “Jómsvikinga saga AM510 4to henviser eksplicit til ham (Sæmundur, JE) som en kilde til information om, at Jomsvikingerne havde 60 langskibe, da de sejlede fra Jomsborg til Sven Tveskægs gravøl over Strut-Harald på Sjælland, og at samme antal skibe findes hos Oddr Snorrason (munk og forfatter til sagaen om Olaf Tryggvason, JE) må betragtes som bygget på Sæmunds arbejde. I Oddrs er det ganske vist slaget ved Hjørungavåg, der nævnes, ikke gravøllet, men da Jomsvikingerne ifølge Jómsvikinga-sagaen fortsatte direkte fra Sjælland til Norge, er denne forskel ubetydelig ... ”.

En del hos Oddr ses også i Saxos skildring af slaget. Ellehøj konkluderer, at Saxo har fået sine oplysninger om både Harald Blåtands etablering af militærbasen i Venden (Jomsborg, JE) og slaget ved Hjørungavåg fra Sæmundurs arbejde. Historikeren Inge Skovgaard-Petersen har om sin kollega skrevet, at “Svend Ellehøj har ved en analyse af skjaldedigtningens omtale af vender samt af den politiske situation i Norden og i Polen omkring år 1000 kunnet fremdrage støtte for hovedtræk i historien om Harald Blåtands garnison i Jomsborg og om jomsvikingernes deltagelse i de militære forviklinger mellem de nordiske lande ved årtusindskiftet.”

Historiker Judith Jesch konkluderer i sin analyse (Jómsvíkinga Sǫgur and Jómsvíkinga Drápur) af Jomsvíkingernes saga med dens mange manuskripter, versioner og krydsreferencer, at der er stærke beviser for en langvarig poetisk tradition om Jarlerne af Hlaðir (Ladejarlerne), og deres sejr over Jomsvikingerne ved Hjǫrungavágr, eller
Hjørungavåg, som vi kalder det. Traditionen kan spores tilbage fra slutningen af ​​det tiende århundrede.

Der er en kerne af sandhed i Jomsvikingernes saga. Mere om det en anden
dag.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.