Udvidelsen af Musikhuzet i Rønne er blevet lidt forsinket, men starter i midten af næste måned.
Det oplyser Musikhuzets daglige leder Peer Kofod Andersen og bestyrelsesformand Michael Friis, som begge erkender, at det bliver lidt af en balancegang, at byggeriet skal udføres samtidig med at Musikhuzet gennemfører sit koncertprogram.
Den lokale tømrermester Ejvind Nielsen bliver hovedentreprenør på projektet. Og håndværkerne rykker ind, så snart den endelige byggetilladelse er på plads.
De samlede byggeudgifter til det fulde projekt er opgjort til 3.503.000 kr.
Byggeriet er blevet en smule forsinket, da der blandt andet på grund af etableringen af en gangbro mellem Raschs Pakhuz og Musikhuzet skal foretages en nabohøring.
Selve projektet går ud på at skabe bedre rammer for musikere, der gæster Musikhuzet i kortere eller længere perioder. Blandt andet bliver der et produktionskontor og to nye bandrum, som skal erstatte de nuværende noget ydmyge lokaler i Musikhuzets kælder.
Store navneMusikhuzet har en ubenyttet 250 kvadratmeter stor loftetage på 2. salen i det gamle og bevaringsværdige Raschs Pakhuz.
Her etableres seks små lydisolerede kunstnergarderober og de to større bandrum. Lokalerne indrettes med basale funktioner, så kunstnerne kan øve, spise, hvile, klæde om og opholde sig uforstyrret over et længere tidsrum.
Når de helt store kunstnernavne ønsker at benytte Musikhuzet, skal stedet kunne håndtere helt op til 20-25 personer.
Selv om lokalerne ikke står færdig endnu, er der allerede en del kunstnere, som har udvist stor interesse for de nye faciliteter, og Musikhuzet har således i et stykke tid været i gang med de første forhandlinger, oplyser Peer Kofod Andersen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.