Det historiske Rønne Theater mangler kontorplads og har planer om at foretage en ombygning på 1. sal i Østergadefløjen.
Det er HJB Byggeforretning ApS i Rønne, som på vegne af Rønne Theater har bedt Bornholms Regionskommune om en forhåndsvurdering af, om det er muligt at indrette kontor til tre personer samt et lille møderum i eksisterende kostumedepot på 35 kvadratmeter. Derudover ønskes et depotrum på trappeafsats.
"Vi har brug for kontorplads, men det kræver, at vi får lov til at sætte nogle små vinduer i taget ud mod Østergade," siger teaterchef Jens Svane Boutrup.
Rønne Theater er fra 1823 og har inden for de seneste år gennemgået en omfattende renovering og udvidelse.
Bygningen er også hjemsted for Bornholms Teater, som i tæt samarbejde med Rønne Theater, Teaterforeningen Bornholm og Bornholms Dramaskole præsentere et rigt og varieret udbud af teaterforestillinger, teaterundervisning og andre kulturaktiviteter til bornholmerne.
Bornholms Teater modtager driftsstøtte fra Bornholms Regionskommune.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.