Den 40-årige bornholmer Morten Lassenius Kramp har fået et af hovedpartierne i en ny opera over Joseph Conrads bog Heart of Darkness på Covent Garden i London.
Morten Kramp, der er opvokset i Knudsker som søn af Ann og Svend Kramp, er til daglig ansat på Det Kongelige Teater i København, og han har fået partiet som Mr Kurz.
Operaen er skrevet af Tarik O'Regan med libretto af Tom Phillips.
Morten Kramp synger bas, og blev efter sin uddannelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium straks ansat i Det Kongelige Operakor og har haft roller på Det Kongelige Teater i samtlige sæsoner, bl.a. Sergente i Manon Lescaut, grev Dominik i Arabella, grev Ceprano i Rigoletto, fangevogteren i Tosca og Lægen i den Reumert-nominerede Pelleas & Melisande, dirigeret af Karen Kamensek.
På andre scener i Europa har han blandt andet sunget Sprecher og 2. harniskklædt i Tryllefløjten, Masetto i Don Giovanni, Colline i La Boheme og Saretskij i Eugen Onegin.
Sidste år var han solist i Philip Glass’ Oscarnominerede Koyaanisqatsi ved åbningskoncerten af Bergen Internationale Festspil.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.