På bare ét år er Barbara Moleko blevet én af Danmarks topartister og 27. september er hun tilbage i Musikhuzet i Rønne.
Siden hun gæstede Musikhuzet i maj 2010 er der sket meget, og den 26-årige soulsangerinde har succes med sangene, som er indtryk fra et kulørt og rodløst liv. Nu samlet i nænsomt soulede sange på dansk vævet sammen med loops og shout-outs, som trækker spor til Afrika.
Babara Moleko er vokset op i Mozambique, Sydafrika og Vanløse. Hun kom til Danmark i 1998 som 12-årig – bor nu på Nørrebro.
Hendes liv har været et sansebombardement af billeder fra sydens støv og nordens stenbro og lyde fra afrikansk jazz, amerikansk soul og danske viser. Og med debutalbummet ”Lykken Er …” og nogle overrumplende koncerter har hun taget plads som et af de varmeste navne i dansk musik.
Barbara Molekos kommer til Rønne med fuldt band, og koncerten er en del af hendes efterårstour.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.