Verdenspremiere i Cannes – og snart i Rønne Bio
Tom Cruise udfører atter vilde stunts uden brug af stuntman. PR-foto

Verdenspremiere i Cannes – og snart i Rønne Bio

Tom Cruise er tilbage i Mission: Impossible – The Final Reckoning

AF BJARNE HANSEN / Mandag 21-4-25 - 15:45

RØNNE - Tom Cruise er tilbage som Ethan Hunt i den ottende og længe ventede film i Mission: Impossible-serien, The Final Reckoning, som får verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes den 14. maj. Få dage senere – lørdag den 17. maj – vises filmen i Rønne Bio, hvor publikum kan glæde sig til hæsblæsende action både til lands, til vands og i luften.


Filmen er en direkte efterfølger til Dead Reckoning Part One (2023) og samler trådene fra Ethan Hunts utallige eventyr. Det bliver kulminationen på hele filmserien – og ifølge både instruktør og hovedrolleindehaver også den mest ambitiøse film til dato.


Filmen blev optaget i flere lande – blandt andet Storbritannien, Malta, Sydafrika og Norge – og har haft et anslået budget på 400 millioner dollars, hvilket gør den til en af de dyreste film nogensinde.


Med i rollebesætningen er blandt andre Hayley Atwell, Ving Rhames, Simon Pegg, Vanessa Kirby og Angela Bassett – og selvfølgelig Tom Cruise, der endnu en gang udfører vilde stunts uden brug af stuntman.





FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU