SUNDHED & VELVÆRE - Både mænd og kvinders middellevetid er ifølge nyeste tal fra Danmarks Statistik steget med 0,3 år siden seneste opgørelse for to år siden, og middellevetiden er nu 79,9 år for mænd og 83,7 år for kvinder.
Med samme stigning er forskellen således den samme som for to år siden med 3,8 år i kvindernes favør.
Går vi bare 25 år tilbage til årtusindeskiftet var middellevetiden 79,2 år for kvinder og 74,5 år for mænd, hvilket viser, at mændene over tid er halet ind på kvinderne, da forskellen i dag er 3,8 år, hvor den for 25 år siden var 4,7 år.
Uanset antal år og køn bekræfter tallene en markant stigning i danskernes middellevealder siden 1990’erne.
Årsagen kan formentlig tilskrives flere forskellige faktorer som bedre behandlingsmuligheder i sundhedsvæsenet og øget folkesundhed generelt.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.