RØNNE - Torsdagens foredrag med Lotte Paarup på Rønne Bibliotek blev et tilløbsstykke.
Arrangørerne var Kræftens Bekæmpelse, ÆldreSagen, Gigtforeningen og DGI Bornholm, som er meget tilfredse med fremmødet.
"Træk vejret bare lidt bedre og få det med det samme meget bedre", var Lotte Paarups indgangsvinkel til foredraget, som havde samlet hele 110 personer.
- Der var naturligvis flest kvinder, men også en del mænd, hvilket glædede Lotte meget, fortæller Irene Dunker fra Ældre Sagens Aktivitetsudvalg.
Irene Dunker fortæller, at alle fik en grundig orientering om, hvor vigtigt det er at trække vejret rigtigt.
- Det har stor betydning for hele kroppens funktion, at få iltet hele kroppen, ja hver en celle, hvilket er med til at give en bedre hverdag. Det vil sige: Luk munden og træk vejret igennem næsen, så du får filtreret og opvarmet luften, du indånder og den kommer langsomt retur igennem næsen, fortæller Irene Dunker.
- Med et bedre åndedræt får du bl.a. bedre søvn, et længere liv, mindre stress, bedre fordøjelse, bedre kropsholdning og lungekapacitet, bedre overblik og tilstedeværelse, forklarer Irene Dunker.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.