RØNNE – En 26-årig mand fra Rønne er onsdag ved Retten på Bornholm blevet idømt 30 dages fængsel for at true to politifolk på livet.
Den dømte besluttede efter samråd med sin forsvarer, Gert Nørrevang, Hvidovre, at udbede sig betænkningstid med hensyn til eventuelt at anke dommen til Østre Landsret.
Den 26-årige blev dømt for 31. oktober omkring kl. 21:20 i Nørregade i Rønne at have råbt højlydt og forstyrret den offentlige orden.
Da en politipatrulje kom frem til stedet, nægtede den 26-årige at opgive sit navn, fødselsdato og adresse til politiet, sådan som man ifølge loven har pligt til.
Den 26-årige blev anholdt, og i patruljevognen på vej til Bornholms Hospital truede han verbalt de to betjente med at ”slå dem ihjel”.
Ifølge den dømte skyldtes hans vrede, at håndjernene strammede mere end nødvendigt.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.