Bornholms Politi har klarlagt branden i et dobbelthus i Østergade i Hasle mandag morgen.
Undersøgelserne har vist, at nogle papirreklamer og aviser var placeret for tæt på en brændeovn, og på grund af gløder eller strålevarmen startede den mindre brand, som forårsagede en del røgudvikling.
Bornholms Brandvæsen og politiet blev mandag kl. 07:10 alarmeret, og ved hjælp af politibilens pulverslukker blev branden slukket. Der opstod en del røg ved branden, men der skete ingen større skade.
To børn var i huset med deres moster, men de kom ikke noget til, da den ældste af drengene, en 6-årig, bar sin fem måneder gamle lillebror, der sov på første sal, i sikkerhed. Mosteren tilkaldte brandvæsnet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.