Bornholm scorer på naturen
Arkivfoto

Bornholm scorer på naturen

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 18-6-14 - 09:09

Et markant flertal af danskerne har kåret Bornholm som det sted i Danmark, hvor man finder de bedste naturoplevelser.

Nordjylland og Vestjylland placeres på henholdsvis en anden- og tredjeplads, mens Fyn og Møn ifølge danskerne fuldender en top 5 over områder med de bedste naturoplevelser i Danmark.

I størstedelen af Danmarks regioner er der enighed om, at det er Bornholm, der byder på Danmarks bedste naturoplevelser. 56 procent af nordjyderne mener dog, at det er i deres egen nordjyske hjemstavn, man kan finde Danmarks bedste natur.

Således mener 48 pct. af danskerne, at Bornholm har de bedste naturoplevelser i Danmark, mens 28 pct. synes, at de nordjyske heder er at foretrække frem for de bornholmske klipper, viser en ny undersøgelse foretaget af hoteleksperten Hotels.com blandt 1.500 danskere.

”Bornholm har en unik natur, som man ikke finder andre steder i Danmark med bl.a. klipper og sprækkedale. Samtidig er naturen varieret med sandstrande med det fineste hvide sand på den sydlige del af øen og klippeformationer på Nordbornholm. Vi tror bestemt, at det blandt andet er disse faktorer, der placerer Bornholm som nr. 1 på listen. Samtidig er afstandene på Bornholm så korte, at man kan nå alle de skønne steder på relativt kort tid,” fortæller Helle Mogensen fra Destination Bornholm ApS.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU