Kvinder og børn, der har været udsat for vold, får deres egen tyngdedyne, som skal hjælpe med søvn og tryghed
BORNHOLM – Kvindekrisecenter Bornholm er blandt 15 krisecentre i Danmark, der deltager i et projekt, som skal hjælpe voldsramte kvinder og børn til bedre søvn og større tryghed.
Gennem det såkaldte Medusa-projekt får i alt 245 kvinder og børn deres egen tyngdedyne. Dynen er en gave, som de kan tage med sig, når opholdet på krisecentret slutter.
Projektet skal sætte fokus på de søvnproblemer og den uro, som mange oplever, selv om de er kommet væk fra volden.
Positive erfaringerDe første resultater fra projektet viser, at 62 ud af 64 deltagere selv oplever bedre søvn efter at have brugt tyngdedynen.
Desuden oplever 58 mindre uro, mens 54 fortæller om større tryghed.
Resultaterne bygger på deltagernes egne besvarelser og dokumenterer ikke, at forbedringerne skyldes dynen.
– En tyngdedyne løser ikke voldens konsekvenser. Men de her svar understreger, hvorfor søvn og ro også fortjener opmærksomhed i tiden efter vold, siger Zafir Bæk, der har stiftet Medusa-projektet.
Dynen følger med videreEn vigtig del af projektet er, at kvinderne og børnene får dynen til eje.
Mange forlader et voldeligt hjem med ganske få personlige ejendele, og derfor skal dynen også være noget, de kan beholde, når de begynder en ny tilværelse.
Projektet begyndte i samarbejde med et krisecenter i Holbæk og omfatter nu 15 krisecentre landet over, heriblandt Kvindekrisecenter Bornholm.
Målet er på længere sigt at kunne tilbyde hjælpen til alle kvinder, der kommer på krisecenter efter vold i nære relationer.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.