BORNHOLM – I denne uge samles kommunalbestyrelsen til det første af to budgetseminarer, som er en del af processen for at fastlægge kommunens budget for 2025.
Bornholms Regionskommune står fortsat overfor et økonomisk underskud, og politikerne i Økonomi- og Klimaudvalget har derfor bedt om et samlet sparekatalog på i alt 64 millioner kroner.
På det kommende budgetseminar vil kommunalbestyrelsen blive præsenteret for de samlede spareforslag samt forslag til udvidelser, anlæg og eksterne ønsker og ansøgninger om kommunal støtte.
Det er dog endnu usikkert, hvor meget kommunen præcist vil være nødt til at spare. De endelige vilkår vil først blive kendt, når Indenrigs- og Sundhedsministeriet melder ud omkring skatter, mulige tilskud og udligningen mellem stat og kommune – oplysninger, som forventes at komme omkring den 1. juli.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.