BRK vil støtte øget boligbyggeri
Arkivfoto

BRK vil støtte øget boligbyggeri

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 1-9-18 - 09:36

RØNNE – Bornholms Regionskommune vil være med til at bane vejen for byggeri af flere og attraktive lejeboliger til for eksempel potentielle tilflyttere.

I det budgetforlig, som Socialdemokraterne, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Kristendemokraterne indgik fredag, lægges der nemlig op til en mere aktiv boligpolitik.

I forslaget til Budget 2019 – 2022 vil kommunen åbne for medfinansiering til boligprojekter for 1 millioner kroner hvert af de kommende fire år.

Kommunen har tidligere luftet tanken om at kommunen går ind og udnytter sin anvisningsret til op til 25 procent af de almene boliger.

Anvisningsretten ansporer til mere byggeri ved at gøre det mere sikkert for de almene boligselskaber at opføre boligerne, idet kommunen påtager sig nogle af udgifterne, såfremt det ikke viser sig muligt at leje boligerne ud.

Bornholms Boligselskab i Nexø er blandt de boligselskaber, som ønsker at etablere flere lejeboliger udenfor Rønne.

Opførelsen af lejeboliger i attraktive områder vil være med til at gavne bestræbelserne på at få flere tilflyttere til Bornholm, hvis kommunalpolitikernes vision om at der skal være 42.000 indbyggere i 2028 skal gøres til virkelighed.


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU