En 34-årig kvindelig cyklist blev mandag aften kørt ned af en bil i Zahrtmanns Runddel i Rønne.
Vagthavende ved Bornholms Politi oplyser, at meldingen om uheldet kom kl. 18:26.
”Cyklisten er kørt til Bornholms Hospitals Akutmodtagelse til undersøgelse, men vi kender endnu ikke skadernes omfang,” siger vagthavende.
Uheldet skete, da en 64-årig kvinde bilist kom ad Zahrtmannsvej og kørte ind i rundkørslen, hvor hun overså cyklisten, der kom fra venstre.
Cyklisten kunne ikke undgå påkørsel og kørte ind i siden på bilen og røg hen over køleren.
Begge kvinder er fra Rønne.
Bilisten er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.