Normalt er Bornholm lidt misundelig på udviklingen på Gotland og den svenske regerings regionalpolitik med bl.a. universitetsafdelinger og superfærger.
I lyset af en kommende kommunalreform i Sverige er den nye politiske ledelse på Gotland med borgmester Eva Nypelius i spidsen imidlertid meget optaget af, hvorledes det lykkedes Bornholm at bevare regionale beføjelser, stats- og EU-penge og eget vækstforum indenfor udviklingsområdet.
Derfor er kommunaldirektør Jørgen Kvist inviteret til Gotland i begyndelsen af februar for at fortælle om dette arbejde.
Samtidig foregår der på Gotland en debat om den fremtidige styring af øens sygehus. Den tidligere sygehusdirektør, nuværende regionsrådsmedlem Leila Linden (S), er derfor også inviteret til at fortælle om de bornholmske overvejelser på dette punkt.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.